Naturpleje i bedre rammer

Formålet er at give kvægbrugere det nødvendige overblik over regler og tilskudsordninger om naturpleje. Målet er at få plejet flere naturarealer med kvæg, ved at udvikle værktøjer til en målrettet indsats med positivt udbytte for både landmandens bundlinje og naturen.
I projektet arbejdes der på at omsætte kvægbrugernes strategiske mål mod 2020 ”Plads til natur og biodiversitet på alle bedrifter” til konkrete initiativer, som kan iværksættes på den enkelte kvægbedrift. Med denne fortsættelse af projektet ’Naturpleje i bedre rammer’ bliver der derfor bygget videre på den viden, som blev opsamlet i projektets første del, og det sikres, at den kommer ud og virker hos kvægbrugerne.
I projektet bliver der samlet op på de to fokusplaner og to naturtjek, som blev lavet hos hhv. to kvægbrugere og to mælkeproducenter i 2019. Planerne vil blive justeret efter behov, så de tilgodeser både naturen og landmandens ønsker. De 4 planer vil blive brugt som cases for andre landmænd, som ønsker at øge naturværdien på deres bedrift. Dette vil ske igennem en række formidlingsindsatser, herunder infomøder for landmænd, hvor bedrifterne besøges. Samtidig vil den naturmanual med forslag til prioritering af naturindsatsen på mælkekvægsbedrifter, som blev udarbejdet i projektets første år, blive formidlet ud til endnu flere mælkeproducenter.
Effekten af projektet er på kort og mellemlangt sigt, at landmænd udfører en målrettet og virkningsfuld naturpleje, fordi de igennem projektet bliver mere fortrolige med den natur de har, føler sig mere sikre på, hvilke tiltag der gavner naturen bedst og hvad de kan iværksætte af tiltag uden at det giver begrænsninger for deres produktion, samtidig med at de får en fornuftig aflønning for den indsats de udfører. Samtidig vil projektet vise omverdenen, at landbruget tager ansvar og initiativer for at bevare og fremme naturen.